|
500.000 ledere, trænere og hjælpere i dansk idræt fik på én gang stor opmærksomhed og skulderklap, da en takkekampagne i foråret rullede henover landet i tv, radio og i idrætsforeninger. Nu er tiden kommet til en fornyet opmærksomhed, når DIF i tv-reklamer fra den 13.-26. august igen opfordrer befolkningen til at takke idrættens frivillige for deres uundværlige indsats.
Reklamefilmen i august er et udvalg af de velkendte scener fra forårets kampagne med takkeord såsom ”ballonskipper” og ”kalenderlys” ord som bruges til at gøre opmærksom på budskabet på en opsigtsvækkende måde. Ordet ”tak” er skiftet ud med de spøjse ord, netop fordi det kan være svært at få sagt tak, men at man så bare kan sige noget andet, så længe man anerkender de frivillige for deres indsats.
Priser til ildsjæle
DIF sætter i disse år ekstra fokus på de lokale idrætsforeningers vilkår i kommunerne. DIF har derfor i 2006 indstiftet en ny årlig pris til Årets idrætskommune, og i 2007 er turen så kommet til de frivillige. Et nyt indslag i DIF’s takkekampagne i august bliver netop uddeling af prisen ”Du gør en forskel”, der skal gå til ildsjæle i idrætsforeningerne. Idrætsråd dem er der 80 af får således 5.000 kr. af DIF, som idrætsrådet kan give til en frivillig i en af områdets idrætsforeninger. I kommuner uden et idrætsråd er det kommunerne selv, der kan uddele prisen.
|
|
|
|
Der er blevet taget godt imod initiativet, og idrætsråd og kommuner vil i den kommende tid uddele priserne til én, som fortjener en særlig anerkendelse. Prismodtageren skal have gjort en stor indsats inden for breddeidrætten, eliteidrætten, idræt for særlige målgrupper eller idrætsfaciliteter.
Tak en frivillig i din klub
Kampagnens hjemmeside www.takenfrivillig.dk er nu igen åbnet for at du kan takke en frivillig i din klub, som dermed deltager i lodtrækningen om t-shirts. Desuden kan idrætsforeninger bestille kampagnemateriale og en folder med gode råd til at rekruttere, fastholde og anerkende frivillige.
Kampagnen er støttet af Nordea Danmark-fonden.
|